Frisk luft og højt til loftet
Frisk luft og åbne rammer fremmer børns udvikling, og derfor prioriterer vi, at børnene kommer ud i naturen hver dag. Oftest bruger vi legepladsen, men vi tager også på ture i nærområdet eller med bussen til parker og skove.
Udendørs er der mere plads til bevægelse – børnene kan være fysisk aktive, larme lidt mere, fjolle og tralle. Det styrker både deres fysiske og psykiske sundhed.
Legepladsens muligheder
Vores legeplads består af mange små legemiljøer, herunder et særligt område til vuggestuebørnene. Ofte bruger alle børn hele legepladsen, da de gerne vil lege på tværs af alder. Her finder du blandt andet:
- 4 gynger
- Rutsjebane
- Cykelbane
- Klatreanlæg
- Balancebane
- 3 legehuse
- Fodboldbane
- Bålplads
- Buske og træer til huler og gemmeleg
- Flere sandkasser
- Et skur fyldt med cykler, scootere og vogne
- Savestativer (for børn fra 4 år)
Personalet er aktivt deltagende i legen. Vi arrangerer fælleslege som halefanger, Alle mine kyllinger, fangeleg, fodboldkampe og aktiviteter i sandkassen. Om sommeren spiser vi ofte ude ved vores bord/bænkesæt.
Årstidernes skifte som læringsrum
Fire gange om året tager vi en gruppe på ca. 15 børn med i Kongshøjskoven. Her får børnene mulighed for at opleve og undersøge naturens forandringer i forår, sommer, efterår og vinter gennem sanser og observationer.
Pulsen skal op – kroppen skal bruges
På legepladsen går personalet forrest, når der sættes aktiviteter i gang. Vi leger fange- og gemmelege, Bjørnen sover, fægtekampe med skumsværd, sjipning, dåsekast og fodbold.
Vi støtter også de mere rolige lege som købmandsleg, far-mor-børn og lege i sandkassen. I de varme måneder tager vi LEGO, bøger, papir og tegneredskaber med ud i det fri.
Nærområdet som udvidet legeplads
Vi bruger nærområdet aktivt med ture til lokale legepladser og grønne områder. Her øver børnene at gå samlet som gruppe, lærer om trafiksikkerhed og får nye lege- og læringsmuligheder.
Indendørs læringsmiljøer
Sund mad laves fra bunden
Køkkenet ligger i alrummet, og børnene kan følge med i madlavningen, dufte maden og få appetitten vækket. Ofte inviterer vores køkkendame børnene til at hjælpe, fx med at snitte grøntsager.
Måltiderne spises i grupperne, hvor hvert barn har sin faste spiseplads for at skabe ro og genkendelighed.
Legemiljøer der skaber lyst til leg
I grupperummene og alrummet indretter vi forskellige legemiljøer på baggrund af børnenes interesser. Materialer og aktiviteter stilles frem, så børnene motiveres til leg, fordybelse og socialt samspil.
Motorik-kælder til at brænde krudt af
I motorikkælderen er der fokus på bevægelse. Her har vi klatre- og legehus, ribber, skumpuder, hockeystave, bolde og en rutsjebane.
Kælderen bruges også til samlinger, især når motorik og bevægelse er temaet.
Badeværelset – et rum for læring
Badeværelserne er udstyret med håndvaske, pusleborde og to toiletter. Her arbejder vi med renlighedstræning, hvor vi bruger toiletsæder, potter og børnebøger om renlighed for at støtte børnene på en tryg og udviklende måde.